Herlev Kommunes børne- og ungepolitik

Herlev Kommunes børne- og ungepolitik

Velkommen til dialog om det gode børne- og ungeliv i Herlev

Herlev Kommunes børne- og ungepolitik er i ord og billeder udtryk for kommunens ambitioner for byens børn og unge.

Det er en politik, der skal være synlig der, hvor børn og unge tilbringer en stor del af deres liv. Den skal hænge på væggene i bl.a. dagtilbud, skoler og fritidstilbud, hvor den skal inspirere og invitere til fælles dialoger mellem børn, unge og de voksne omkring dem.

Politikkens ord og billeder bliver levende og vedkommende, når børn, unge og voksne i fællesskab sætter ord på det gode børne- og ungeliv båret oppe af politikkens tre ben - meningsfulde børne- og ungefællesskaber, børn og unges medinddragelse og sammenhæng i børn og unges liv.

Vi tror nemlig på, at gode tilbud til børn og unge bygges op omkring fællesskaber, medinddragelse og sammenhæng. Vi tror på, at opgaverne bliver meningsfulde, når børn og unge selv får mulighed for at sætte ord på det, der betyder noget i deres liv. Og vi tror på, at vi er nået et langt stykke hen ad vejen, når politikkens tre ben afspejler sig i byens børne- og ungetilbud.

Velkommen til dialog nu som fremover om, hvordan det gode børne- og ungeliv i Herlev skal se ud.