Kommunalbestyrelsen har den 12. juni 2024 besluttet at give mulighed for at have mobile salgssteder i en forsøgsordning frem til september 2025.
Fremadrettet vil det derfor være mulighed for at låne én plads i tidsrummet mellem kl. 08-20, på aftalte dage i maximalt tre måneder. Du må opholde dig på pladsen i 5 timer ad gangen (inklusive opstilling og nedtagning).
Pladserne er ved:
- Herlev Bibliotek, Herlev Bygade 70, 2730 Herlev
- 5Cs endestation, Tornerosevej 119, 2730 Herlev
Sådan søger du om tilladelse til at bruge veje eller stier
Søg i god tid – Herlev Kommune kan have op til 10 arbejdsdages sagsbehandlingstid, men i visse situationer kan behandlingstiden være længere.
I ansøgningen skal du:
- Angiv, hvornår, du ønsker at benytte pladsen
- Angiv, hvilken plads du ønsker at benytte:
- Plads 1 – Ved hovedindgangen til Herlev Bibliotek, Herlev Bygade 70, 2730 Herlev
- Plads 2 – Ved parkeringspladsen ved Herlev Bibliotek, Herlev Bygade 70, 2730 Herlev
- Plads 3 – Ved 5Cs endestation, Tornerosevej 119, 2730 Herlev
- Oplyse størrelsen af dit mobile salgssted.
- Vedlægge et billede af din salgsvogn
Du skal søge digitalt:
Søg om tilladelse til opstilling af mobil salgssted
Tilladelsen
Når du modtager din tilladelse, er der en række forhold du skal efterleve, når du skal benytte dit mobile salgssted i Herlev Kommune.
Ansøger skal være opmærksom på, at mobilt gadesalg skal registreres hos Erhvervsstyrelsen på www.mobiltreg.dk i henhold til ”Bekendtgørelse om registrering af mobile udsalgssteder, lagersalg, markeder, udstillinger og messer i henhold til § 5 i lov om næring”.
Det er ikke muligt at tilgå el, vand og afløb ved stadepladserne.
Mobil stadeplads skal leve op til følgende betingelser:
Generelt
Tilladelsen skal forefindes på stedet og er personlig og kan derfor ikke overdrages til andre.
Der må ikke tages ophold samme sted i mere end 5 timer om dagen, inklusive opstilling og nedtagning og kun i tidsrummet mellem kl. 08-20. Pladsen er markeret i belægningen og du skal holde dig indenfor dette areal.
Herlev Kommune forbeholder sig ret til at sanktionere ved gentagne udeblivelser, eksempelvis ved at annullere godkendte tilladelser.
Tilgængelighed
Brugen af arealet må ikke medføre støj eller gene for omkringboende og lignende, samt må ikke være til gene for færdslen og tilgængeligheden i området. Salgsstedet skal være placeret inden for afmærkningen på stedet, se også www.herlev.dk/tilladelse under fanen 'Mobile salgssteder'.
Henstillinger fra vejmyndigheden, politiet og beredskabet skal straks efterkommes.
Gadeinventar
Færdselstavler og/eller andet vejudstyr såsom blomsterbede, reklamestandere mv. må ikke tildækkes, og det skal være muligt for kommunen fortsat at kunne pleje og vedligeholde disse. Skilt mv. må ikke fastgøres til stander, så som lygtepæle eller lignende.
Indehaveren af nærværende tilladelse skal tåle, uden beregning/kompensation, at der udføres gravearbejder i arealet fra ledningsejer og/eller Herlev Kommune.
Der må ikke benyttes spraymaling eller anden permanent afmærkning på kommunens belægninger.
Oprydning
Stadepladsen skal holdes ren og ryddelig, og det er ikke tilladt at benytte kommunens affaldsbeholder til affald fra stadepladsaktiviteten.
Der må ikke ske afledning af spildevand til kommunens rendestensbrønde eller lignende.
Skulle der blive spildt materiale eller andet affald skal det forsvarligt fjernes/opryddes.
Såfremt affald mv. ikke er fjernet senest dagen efter kl. 8:00, vil Herlev Kommune forestå oprydningen på tilladelsesholderens regning.